Skip to content
PodSubs
ShowsPeopleGuestsJobsNewsEvents
More
BlogPodCred
Menu
ShowsPeopleGuestsJobsNewsEventsBlogPodCredNetworksSign in
Join nowSign in
  • Shows
  • People
  • Jobs
  • News
  • More
    • Guests
    • Events
    • Blog
    • PodCred
    • Networks
    Join nowSign in

Ancient Aliens – Tabte civilisationer og vores glemte fortid

Ancient Aliens – Tabte civilisationer og vores glemte fortid artwork

Anunnaki: Skabte guderne mennesket? | Nibiru, Sumer og den forbudte historie

Sep 14, 202643 minAudio

Hvem var Anunnaki - guder fra det gamle Mesopotamien, eller besøgende fra en anden verden? I denne episode dykker René ned i en af de mest fascinerende og kontroversielle teorier om menneskets oprindelse. Vi rejser tilbage til oldtidens Sumer og møder Anunnaki, Enki, Enlil og Igigi - guder fra nogle af menneskehedens ældste nedskrevne fortællinger. Ifølge Zecharia Sitchins berømte teori kom Anunnaki fra den mystiske planet Nibiru. De skulle være rejst til Jorden på jagt efter guld og senere have ændret menneskets udvikling gennem genetisk manipulation. Men hvad står der egentlig på de gamle mesopotamiske lertavler? Vi undersøger Nibiru, den sumeriske kongeliste, menneskets skabelse, gudernes oprør, syndfloden, Nephilim, Apkallu og teorierne om ældgamle guldminer i Afrika. Hvor slutter de autentiske oldtidstekster - og hvor begynder den moderne Anunnaki-fortælling? Tag med ned i et kaninhul, hvor guder, rumvæsener og menneskets glemte fortid mødes. ★ Support this podcast on Patreon ★

Audio and video play straight from the show's own hosting. PodSubs stores and serves no media.

Transcript

From the show. Tap a time to play from there.

Forestil dig en verden uden mennesker. Ingen byer. Ingen marker. Ingen konger. Ingen templer. Men verden er ikke tom. Der er nogen her allerede. Guderne. Og i en af Mesopotamiens ældste fortællinger lever de ikke et ubesværet liv højt over mennesker. De graver. De arbejder. De slider. Kanaler skal graves. Jord skal flyttes. Vand skal ledes gennem landskabet. Arbejdet er tungt. Årene går. Og til sidst får nogle af guderne nok.

I den babyloniske fortælling, vi i dag kalder Atrahasis, begynder historien med en situation, der næsten virker overraskende moderne. En gruppe arbejdere gør oprør. Bortset fra at arbejderne er guder. De lavere guder. Igigi. Udfør arbejdet, mens de store guder reagerer. Presset vokser, og så kommer oprøret. Pludselig står gudeverdenen med et problem. Hvis guderne ikke længere vil arbejde, hvem skal så gøre det? Løsningen bliver mennesket. Der bliver hentet ler.

En gud bliver dræbt. Hans blod bliver blandet med leret, og efter denne blanding opstår et nyt væsen. Et væsen, der kan bære arbejdsbyrden. Os. Det er ikke Zecharia Sitchin, der har opfundet selve motivet. Atrahasis fortællingen fortæller faktisk om guddommeligt arbejde, om skabelsen af mennesker gennem ler og guddommeligt blod. Men hvad betyder fortællingen? For en assyriolog er den mytologi. For religionshistorikeren er det et vindue ind i

en verden, hvor menneskene forstod deres eksistens gennem guderne, templet og arbejdet. Men for millioner af mennesker har historien fået en helt anden betydning. Hvad nu, hvis leret ikke bare betyder ler, og hvis blodet ikke bare betyder blod, og hvis teksten beskriver noget, mennesker for 4 .000 år siden simpelthen ikke havde et moderne ord for? Genetik. Og hvad hvis guderne heller ikke var guder? Hvad hvis de var besøgende? Ikke fra himlen som et religiøst sted, men fra himlen helt bogstaveligt.

Fra en anden verden. En verden, som den moderne teori har fået et navn, Nibiru, og besøgende har fået et andet navn, Anunnaki. Så, hvorfor taler vi om det? Ja, det er jo fordi Anunnaki er blevet noget meget større end et emne inden for oldtidens religionshistorie. Søg på navnet i dag, og man bevæger sig hurtigt væk fra universiteter og leretavler. Man møder rumskib, genmanipulation, guldminer, mystiske planeter, forbudt

arkæologi, bibelske kæmper, underjordiske baser, og forestillinger om hele menneskehedens historie måske er bygget ovenpå en glemt begivenhed. Meget af den moderne fortælling kan spores til en mand i dag, Zecharia Sitchin. Han blev født i 1920 og udgav i 1976 bogen The Twelfth Planet. Sitchin mente, at de gamle mesopotamiske tekster var blevet misforstået. Når mennesker i oldtiden skrev om guder, der kom fra himlen, mente han, at de beskrev

virkelige besøgende. Når de skrev om himmellegemer, mente han, deres astronomiske viden var langt større end moderne historikere accepterede. Og når de skrev om menneskets skabelse, mente han, at fortællingen bevarede en fjern erindring om biologisk manipulation. Det stærke ved fortællingen er, at den ikke begynder med et rumskib. Den begynder med virkelige tekster. Der findes faktisk en atrahatisk fortælling. Der findes en sumerisk kongeliste. Der findes faktisk Enki, Enlil, Anu og Inanna. Og der findes faktisk fortællinger om syndfloden.

Der findes faktisk Nibiru i mesopotamisk astronomi. Og der findes faktisk Anunna og Anunnaki. I de sumeriske kilder er Anunna en betegnelse for en gruppe højrestående guder. I de senere traditioner kan betegnelsen også forbindes med underverdenen. Der findes ikke en enkelt definition, der gælder i alle perioder. Og det er netop det, der gør sagen interessant. For den moderne, Anunnaki-fortællingen bygger ikke på ingenting. Den bygger på gamle mursten.

Spørgsmålet er bare, om bygningen ovenpå stadig er oldtid, eller om den er moderne. Hvis vi kigger på en etableret fortælling hjemme, så starter vi i Mesopotamien. Området mellem Eufrat og Tigris. Det, der i store træk svarer til det moderne Irak og dele af nabolandene. Her opstod nogle af verdens tidligste store bysamfund. Uruk, Ur, Eridu, Lagash, Nippur, Kish. Mennesker, organiserede landbrug, handel, administration og religiøse

institutioner i en skala, der gjorde skrift nødvendig. Omkring slutningen af det 4. årtusinde før vores tidsregning ser vi de tidligste stadier af den skriftstradition, der udviklede sig til kileskrift. Og med skriften får vi adgang til en enorm verden. Regnskaber, kontrakter, skoleøvelser, hymner, kongelige indskrifter, bønner, astronomiske tekster, medicinske tekster og fortællinger om guder. En af de ældste guddommelige skikkelser er himmelguden

An, der senere kaldte sig nu på akkadaisk. Han er en autoritetsfigur og i mange traditioner gudernes stemfader. En anden central gud er Enlil. Enlil forbindes med magt, autoritet, kongedømme og så har vi Enki, eller på akkadisk Ea. Enki er en af de mest fascinerende skikkelser. Han forbindes med ferskvandet under jorden, visdom, håndværk, magi og civilisation. Og igen og igen har en lidt særlig forhold til menneskene.

I flere fortællinger optræder Enki som menneskets beskytter. I Atrahasis er han afgørende for menneskets skabelse og senere overlevelse. I syndflodsfortællingen advarer han mennesket om katastrofen. I traditionen om Adapa er forholdet endnu mere mærkeligt. I Adapa er det et ekstraordinært menneske, der er knyttet til Enki. Han får vistom, han kommer i konflikt med sydvinden og han ender foran himmelguden Anu. Og der opstår en mulighed for en adgang

til noget, der ligner udødelighed. Men det sker ikke. Mesopotamisk mytologi interesserer sig med andre ord dybt for grænsen mellem guder og mennesker. Så hvorfor er vi her? Hvorfor arbejder vi? Hvorfor dør vi? Hvorfor har guderne noget, vi ikke har? Og midt i denne gudverden finder vi så Anu. I den akkadiske form Anunnaki er i dag langt bedre kendt, men i de sumeriske tekster møder vi ofte Anuna eller Anunna, der ikke taler om en gud, der taler om en gruppe. Hvilke guder gruppen præcis består af varierer.

I nogle tekster er det de store guder, i andre forbindes de med bestemte byer. Og senere kan Anunnaki blive knyttet stærkere til underverdenen, imens Igigi i visse tekster forbindes med himlens guder. Og allerede her har vi et problem. Hvis vi forsøger at lave et perfekt organisationsdiagram over Anunnaki, som om vi tegnede hierarkiet i et moderne firma, kommer de gamle kilder simpelthen ikke til at samarbejde. Traditionerne forandrer sig.

Byerne har forskellige guder. Navne ændrer form. Guder smelter sammen. En fortælling kan modsige en anden. Og sådan fungerer levende religioner. Oveni kommer der et lille problem for sådan en dansk podcast, fordi nogle af de her navne ser altid ud som om de er opfundet specifikt for at straffe mennesker for at læse dem. Men hvis jeg undervejs kommer til at mishandle en sumerisk konsonant, så håber jeg at Enki har tilgivet det. Men midt i variationen står en ting klar.

Anunnaki er ægte i den betydning, at navnet og guderne findes i oldtidens tekster. Der findes derimod ingen mesopotamisk tekst, hvor der står, at Anunnaki var rumvæsener. Den sætning kommer først langt senere. Hvis vi kigger lidt på de første sprækker af fortællingen, så er det jo så, hvis sagen sluttede der, så havde vi ikke en episode. For nogle af de gamle fortællinger er mærkelige. Tag menneskets skabelse. I en moderne, overfladisk genfortælling siger man ofte,

at mesopotamierne troede, at guderne skabte mennesket. Men detaljerne er vigtige. I Atrahasis udfører de mindre guder hårdt arbejde. De graver kanaler. De gør oprør. Derfor skal der skabes en ny arbejder. I fortællingen bliver en gud dræbt, og gudens blod indgår sammen med ler i skabelsen af mennesket. I andre mesopotamiske fortællinger er der varianter af motivet. I Enki og Ninmah skabes mennesker ligeledes med

ler som centralt materiale. For et moderne menneske er det svært ikke at høre fortællingen og tænke på biologi. Et stof fra Jorden. Noget fra et intelligent væsen. En proces og et nyt menneske. Det er naturligvis ikke det samme som genteknologi, men det er let at forstå, hvorfor analogien opstår. Så har vi kongelisten. Den someriske kongeliste begynder ikke med en almindelig konge. Den begynder med, at kongelømmet kommer ned fra himlen. I den mest berømte version følger derefter herskerne med regeringsperioder på 10.000 år.

Al-Ulim reagerede på listen i 28.800 år. Al-Agar i 36.000 år. Andre reagerede 43.200, 28.800 eller 21 .000 år. Først kommer de i næsten ufattelige tidsrum. Så kommer sønslåden. Og derefter begynder regeringsperioden at gradvis til at ligne noget, der ligger tættere på mennesket i historien. Selve prisnivået er ægte. Den berømte Will Brunell-version befinder sig på

... Øh, øh, øh ... ... Asylumineremuseum i Oxford, der beskriver teksten som en blanding af mylde, legende og historisk materiale. Men tallene står der. Hvorfor? Var det symbolske tal? Var det religiøs numerologi? Var regningenheden anderledes? Eller beskrev listen herskere, som ganske enkelt ligge var almindelige mennesker? Og så er der Itana. Kongen, som i en mesopotamisk fortælling stiger op imod himlen på ryggen af en ørn.

Det er Adapa, der rejser til Anu's himmelske domæn. Der er Utnapishtim i Gilgamesh-eposet, mennesket, der overlever den store oversvømmelse og får en særlig status blandt guderne. Der er de syv Apkallu, visdomsskikkelser forbundet med tiden før syndfloden. Der er beskrivelser af guder, der bevæger sig gennem forskellige kosmiske områder. En moderne læser kan vælge at se alt

dette som mytologi. Det gjorde de oldtidssamfund, der bevarede historierne naturligvis ikke. Nødvendigvis på samme måde som os, for dem var guderne virkelige. Men fra 1970'erne blev der tilbudt en tredje mulighed. Hverken bogstavelige overnaturlige guder eller rene myter, men mennesker, der beskriver teknologien med det sprog, de havde til rådighed. Og det er her Zecharia Sitchins fortælling begynder. Hvis vi kigger lidt på den alternative teori, så begynder Sitchins historie langt væk fra jorden.

I vores sølvsystem findes der en verden, der har en ekstremt langstrakt bane. Nibiru. Den bevæger sig gennem solsystemet med en enorm cyklus på omkring 3600 jordår. For længe siden udviklede intelligent liv sig der. Nibirus beboere ligner i denne fortælling ikke nødvendigvis de klassiske små grå aliens fra den moderne ufokultur. De er hominider. De lever ekstremt længe sammenlignet med mennesker. De har en avanceret civilisation, og på et tidspunkt står deres planet over for et alvorligt

problem. Atmosfæren er truet. Deres løsning bliver guld. Guld skal bruges teknologisk og spredes i atmosfæren for at beskytte planeten. Men Nibiru har ikke tilstrækkelige, let tilgængelige ressourcer. Derfor ser de mod jorden. For omkring 450.000 år tilbage i tiden begynder ekspeditionerne. Lederen af en af de vigtigste missioner er Enki. I den gamle mesopotamiske region er Enki gud for visdom, ferskvand, håndværk og civilisation.

I Anunnaki-fortællingen bliver disse egenskaber spor efter hans virkelige rolle. Han er videnskabsmanden. Ingeniøren. Den, der forstår naturen. Den, der senere får et særligt forhold til menneskeheden. De første operationer koncentrerer sig omkring Mesopotamien, men det bliver klart, at guldet findes i større mængder længere mod syd. Afrika. Anunnaki etablerer mineoperationer, og her kommer en anden gruppe ind i fortællingen, Igigi. I de gamle tekster findes Igigi faktisk som en gudgodommelig gruppe. I Atrahasis bliver de sat til at udføre

hårdt arbejde under de større guder. I den moderne alternativ rekonstruktion bliver dette et afgørende spor. Hvorfor skulle guder grave? Hvorfor skulle guder blive udmattede? Hvorfor skulle guder gøre oprør over fysisk arbejde? Hvis fortællingen reger i en region, kan spørgsmålet blive svarset som båd. Men hvis fortællingen er forvrænget i historie, får den en anden betydning. Igigi var arbejdskraften. Efter lang tids minestrift gør de opgør. De nægter at forsvinde, og Anunnaki står med et praktisk problem.

Igigi har teknologien, de har infrastrukturen. De har brug for ressourcerne, men deres arbejdsstyrke vil ikke længere arbejde. De har brug for en erstatning. På jorden findes der allerede primitive hominider. De er stærke, de er tilpasset planeten, men de mangler den intelligens og den organisatoriske evne, der gør dem effektive arbejdere. Enki foreslår løsningen. I stedet for at skabe liv fra bunden, kan de forbedre det liv, der allerede findes. En jordisk art og Anunnakis eget biologiske materiale kombineres. I denne læsning bliver det gamle motiv med

ler og guddommeligt blod næsten teknisk. Leret repræsenterer det eksisterende jordiske biologiske materiale. Gudens blod leverer den manglende komponent. En moderfigur, ofte forbundet med, jeg prøver at udtale navnet så godt jeg kan, bliver husagt, eller andre fødselsgudinder spiller rollen som biologisk specialist, der eksperimenteres. Ikke alle forsøg lykkes. Det gamle værk, Enki og Ninmah, indeholder mærkelige beskrivelser om mennesker med forskellige fysiske begrænsninger, som

guderne skabte og giver roller i samfundet. I teknologisk læsning ser disse scener ud som erindringer om eksperimenter, forsøg, fejl, justeringer, og til sidst opstår det menneske, vi kender, Homo sapiens. Men det nye menneske har et problem set fra Anunnakis perspektiv. De første individer kan ikke reproducere sig frit. Det giver mening, hvis de er konstrueret som arbejdere. Man kan kontrollere antallet, men på et tidspunkt ændres designet. Mennesket får evnen til at reproducere sig selv,

og noget fundamentalt ændrer sig. Der kommer flere mennesker. De spreder sig. De bliver vanskeligere at kontrollere. Her bliver den bibelske fortælling interessant for teorien. I Første Mosebog findes historien om Adam og Eva. Mennesket lever i en særlig have, der findes et træ, der giver viden. Der findes et andet træ, der forbindes med evigt liv. Efter mennesket får viden, bliver guddommen bekymret for, at mennesket også kan få udødelighed. Mennesket forlader haven. Sitchins læsning forbinder dette med de mesopotamiske fortællinger.

Det afgørende tab er ikke bare uskyld, det er adgang. Mennesket har fået en ny form for viden. Men det får ikke gudernes lange liv. Adapa-fortællingen bliver særlig vigtig. Adapa er Enkies menneske. Han er usædvanligt klog. Efter en konflikt med sydvinden, bliver han kaldt til Anus' domæne. Enkie forbereder ham, at Adapa får tilbudt mad og drikke. Han afviser. Men maden og drikken kunne have givet ham udødelighed. Mennesket får altså vistrøm, men ikke evigt liv. Hvorfor?

I Anunnaki-modellen, fordi mennesket blev skabt som en begrænset version af sine skabere, intelligent nok til at arbejde, intelligent nok til at opbygge situationen, men ikke udstyret med Anunnakis fulde levetid, det fører til et andet af teoriens store argumenter. De gamle, gude og smertelige levetider. Hvis Anunnakis hjemme-verden svarer til en bane på 3600 jord, vil en enkelt lokale cyklus svare til tusinder af menneskeår. Så når gamle traditioner beskriver guder og tidlige

herskere med enorme levetider, bliver tallene ikke nødvendigvis metaforiske. De afspejler et andet tidsforhold. Kongelisten bliver i denne fortælling en slags fossil af den periode. Før syndfloden herskede konger i 10.000 år, efter syndfloden falder tallene, og senere bliver kongernes levetid menneskelig. Det svarer til, at den direkte guddommelige tilstedeværelse gradvis forsvinder. I den gamle verden bevæger sig væk fra gudernes tidsalder over til halvgudernes, og dermed efter menneskenes. Men Anunnaki er ikke bare en samlet harmonisk

gruppe. Her bliver Enki og Enlil centrale. Enki har sympati for mennesket, han er den, der arbejder med skabelsen, han lærer mennesket ting, han hjælper dem. Enlil har et andet syn. Mennesket er skabt til et formål. Det skal arbejde, der skal oprejdes og holdes orden, og efterhånden bliver menneskene for mange. I Atrahasis opstår netop problemet, at menneskene forstyrrer den guddommelige orden. En lille forsøg gennem forskellige katastrofer at reducere dem. Til sidst kommer syndfloden.

Men Enki advarer Atrahasis. I Gilgamesh-traditionen genfinder vi fortællingen i form af Utnapishtim. I Bibelen bliver han Noah, en mand, der får besked. Et fartøj bliver bygget, katastrofen kommer, liv ræddes. Anunnaki-fortællingen ser syndfloden som mindet om en virkelig global eller enorm regional katastrofe, som Anunnaki har vist at ske. I nogle versioner forbindes katastrofen med Liburas passage gennem solsystemet, tyngdekraft, isgraver, havstigninger, geologisk uro.

Enlil ønskede ikke at bevare menneskene. Enki gør det alligevel. Det er derfor, at den gamle konflikt mellem de to brødre bliver så vigtig. Enki bliver menneskets beskytter. Enlil bliver autoriteten. Ikke nødvendigvis ond, men langt mere villig til at lade mennesket dø, hvis den guddommelige plan kræver det. Efter syndfloden begynder en ny ære. Mennesker overlever. Landbrug etableres igen. Byer opstår. Kongedømmer vender tilbage. Og her står den brømpe linje i den sumeriske kongeliste. Efter syndfloden var skyld over det, kom kongedømmet

igen til den forhjællende. For teorien er formuleringen bemærkelsesværdig. Kongedømmer opstår ikke bare. Det kommer ned. Civilisationen er en gave. Det passer ikke med et andet gennemgående mesopotamisk motiv. Enki er forbundet med de såkaldte me. Det kan beskrives som guddommelige institutioner, kræfter eller principper, der ligger bag civilisationen. Kongedømme, præstedømme, håndværk, musik, skrift, samfundets funktioner. I den alternative læsning lyder det næsten som

en pakke civilisationsteknologi. Menneskene får ikke alene en ny krop. De bliver undervist. Det forklarer også, hvorfor sumer virker så imponerende. Byer, skrift, matematik, astronomi, lov, administration, monumental arkitektur. Civilisationen ser i en populær fremstilling ud til pludselig at blomstre frem. Hvis Anunnaki var lærerne, så er sumererne ikke begyndt. Sumer er et sted, hvor noget langt ældre bliver afleveret til menneskene. Denne idé fører direkte til de såkaldte Apkallu. I Mesopotamisk tradition er Apkallu viseskikkelser i forbindelse

med særlig viden. Nogle traditioner placerer syv af dem før sendflåden. De pragtige civilisationer viser dem. De kan fremstilles som menneskelignende figurer, og nogle gange med fiskeassociationer eller som vingede væsener i senere ikonografi. I den alternative fortælling bliver det specialiste læger. Overlevende repræsentanter for den gamle verden, og måske her opstår forbindelsen til de andre kulturer. For næsten overalt finder man fortællinger om væsener, der kommer ned fra himlen eller havet og

lærer menneskene civilisation. I Ægypten har man guderne. I Mesoamerika finder man kulturhelte. I Andesområdet fortællinger om Viracocha. I græsk tradition Prometheus, der giver mennesket ild. I Bibelen får mennesket viden gennem et overnaturligt møde. Teorien spørger derfor, er dette uafhængige myter, eller er de lokale erindringer om en fælles fortid? Og her bliver Nibiru selve nøglen. Sitchin læser mesopotamiske astronomiske motiver som spor efter

en planet, der bevæger sig gennem solsystemet. Et berømt akkadisk ord, Nēberu, forbindes med ideen om at krydse eller overgange. I Enuma Elish forbindes navnet med Marduk. I den alternative model bliver betydningen meget konkret. Planeten, der krydser. En verden med lang bane. En verden, der med tusinder af års mellemrum bevæger sig, undskyld, nærmer sig de indre dele af solsystemet. Sitchin mente desuden, at mesopotamisk ikonografi viste sig overraskende avancerede kendskab til planetsystemet.

Særligt ét cylindersegl, kendt som VA 243, er blevet berømt. Det ses som en stjerneform omgivet af mindre runde objekter. Sitchin læser motivet som solen omgivet af planeter, og han så også flere legemer, end det antikke menneske burde kunne have set. For tilhængerne bliver spørgsmålet derfor oplagt. Hvis menneskene for 5.000 år siden kun kunne se 5 planeter med det blotte øje, hvordan kunne de så kende et større solsystem? Svaret bliver, fordi nogen fortalte dem det.

Nogen, der kom udefra. Og det giver også en forklaring på Anunnakis status som guder. Forestil dig et menneske fra stenalderen, der mødte teknologi tusinder af år foran sin egen. Flyvende maskiner, avanceret medicin, kommunikation, våben, astronomi. Evnen til at manipulere med levende organismer. Det menneske vil ikke kalde besøgende for astronauter, for det ord eksisterer ikke. De bliver beskrevet med det højeste begreb, kulturen havde.

Guder. I teorien behøver de gamle mennesker altså ikke at have misforstået det, de så. De beskriver det bare med deres eget sprog. Himmel, ild, guddommelige vogne, strålende klæder, frygtindgydende våben, evigt eller næsten evigt liv. Det er heller ikke nødvendigt, at hver eneste gud i hver eneste mesopotamisk tekst er et rumvæsen. Over tusinder af år bliver historien til religion, personer bliver guddomme, teknologi bliver ritual, politiske konflikter

bliver kosmiske konflikter, og faktiske begivenheder blandes med poesi. Det er derfor teorien ikke leder efter den enkelte savn med ordene via rumvæsener, den leder efter mønstrene. Guderne arbejder, de kommer fra himlen, de skaber menneskede, de blander guddommeligt stof med jordisk stof, menneskede overtager arbejdet, en gruppe viser væsener og underviser menneskeheden, konger reagerer i ufattelige lange tidsrum, en katastrofe udlægger verdenen, en udvalgt familie reddes,

og bagefter begynder civilisationen og kongendømmene at komme tilbage. Set som en samlet fortælling bliver en unarketeorien derfor ikke bare en historie om aliens, den bliver en alternativ menneskehistorie. Mennesket er ikke civilisationens eneste ophavsmand, vi er arvingerne, og måske også produktet af nogen, der kom før os. Hvis vi hopper en tur ned i kaninhullet, så skal man først acceptere den mulighed, og

så vokser historien voldsomt. Et af de første sidespor er Bibelen. I Første Mosebog kapitel 6 optræder Nephilim. Passagen er kort. Guds sønner ser menneskets døtre. De får børn med dem. Nephilim befinder sig på jorden i denne periode. I moderne populærkultur oversættes eller misforstås Nephilim ofte som kæmper. Sitchin interesserede sig tidligt for ordet og forbandt det med den hebraiske rod, at falde. Han så derfor Nephilim som dem, der kom

ned. Her bliver forbindelsen til Anunnaki oplagt inden for teorien. En gruppe ikke-menneskelige væsener kommer ned, de får børn med mennesker. Resultatet bliver usædvanligt i afkom. Senere jødiske traditioner om Watchers gør kaninhullet endnu dybere. I Første Enoks Bog kommer himmelske væsener ned til jorden. De tager menneskelige kvinder, de lærer mennesker forbudt viden, metallurgi, astronomi, astrologi, kosmetik, våben, og deres

indblanding ender katastrofalt. Det ligner endnu en version af temaet. Undskyld væsener ovenfra giver mennesket viden, der ændrede civilisationen. Så er der Apkallu i syv vise skikkelser før syndfloden. I senere mesopotamisk tradition findes forbindelser mellem Apkallu, ritual, kongemagt og guddommelig viden. Enki og Ea er forbundet selv med syv vise lærere. Hvis man lægger Watchers, Apkallu og Anunnaki oven

på hinanden, får man en fristende model. Det er den samme begivenhed. Tre kulturer, tre sprog, tre variationer, og så kommer Afrika. Michael Tellinger har været en af de mest markante fortalere for ideen om, at meget gamle strukturer og minedrift i det sydlige Afrika kan knyttes til Anunnakis søgende efter Gud. I det materiale, jeg har brugt på at lave denne podcast, bruges der rigtig meget plads på denne gren af teorien. Gamle miner, stencirkler, ruiner, tunneler, guldforkomster og spørgsmålet.

Hvor langt tilbage går minedriften egentlig? Den er utvivlet som eksisteret prækolonial i det sydlige Afrika. Regionen har haft en lang historie med minedrift, metalforarbejdning og handel. I Anunnaki-fortællingen bliver de gamle spor i midlertid flyttet langt længere tilbage. 100.000 år. Strukturer tolkes som rester efter et enormt industrielt system. Stencirkler blir ikke blot blodsættelser eller kvæginhegninger, men dele af en større teknologisk infrastruktur.

Og guldet giver pludselig mening i forhold til Atrahasis. Guderne udfører hårdt arbejde. Arbejderne gør oprør. Mennesket skabes. Hvis arbejdet var minedrift, falder endnu en brik på plads. I et andet kaninhul har vi Gilgamesh. Gilgamesh befinder sig i grænsen til den almindelige historie og legende. Han er med på den sumeriske kongeliste. Senere bliver han hovedperson i verdens ældste store litterære værker. Eller i hvert fald et af dem. Han beskrives som ekstraordinær, næsten guddommelig.

I den senere episke tradition er han to tredjedele gud og en tredjedel menneske. For ancient aliens-læsningen er den beskrivelse naturligvis spændende. Er halvgudde og blot mytologiske måder at beskrive konger på? Eller er traditionerne noget, der minder om hybrider? Det bliver endnu mere interessant, fordi oldtidens konger nogle gange blev guddommeliggjort. Grænsen mellem menneske og gud er ikke nødvendigvis den samme som i moderne monotihistiske tænkning. Og så dukker et moderne geninolog Irak-krigen.

Internettet har i årvis cirkuleret fortællinger om, at innovationen af Irak i 2003 havde skjulte arkæologiske motiver, men ledte efter Gilgamesh-graven. At oldtidsteknologi lå skjult i ruinerne, havde rattet sig under ruinerne. At museer og arkæologiske områder blev målerettet. Der findes ingen solid dokumentation for denne fortælling, men den viser, hvor langt Anunnaki-universet er vokset. Det handler ikke længere kun om sommeret. Det bliver en masterfortælling.

Bilbanen, Øgypten, Indien, Mesoamerika, Afrika, Mars, Månen, hemmelig teknologi, militære operationer. Det hele kan forbindes. Og det er både teoriens største styrke som fortælling og den største metodiske fare. For når en fortælling bliver stor nok til at rumme alt, bliver det svært at finde noget, der kan modbevise den. Og det spørgsmål gemmer vi lige et øjeblik. Men nu skal vi gøre noget andet. Vi skal tilbage til lertavlerne og spørge noget meget enkelt. Hvad står der faktisk?

Ja. Hvis vi kigger lidt på kritikken, så er det stærkeste argument mod Sitchins model ikke, at aliens findes. For det ved vi ikke. Det stærkeste argument er heller ikke, at gamle mennesker var dumme. Det var de åbenlyste. Problemet opstod tidligere ved oversættelserne. For hvis teorien bygger på mesopotamiske tekster, skal ordene kunne bære fortolkningen. Lad os begynde med Anunnaki. I Sitchins populært kendte fortolkning bliver navnet ofte gengivet som noget i retning af dem, som kom fra himmelen til jorden.

Men det er ikke den normale, skal vi kalde det almindelige, assyriologiske analys af ordet. Faglige oversigter behandler Anunna og Anunnaki som betegnelsen for en gruppe guder, og parer bl.a. på fortolkninger i retning af fyrsteligt sæd eller fyrsteligt afkom. ORACC, et stort akademisk projekt for kileskrifttekster, beskriver Anunna som en gruppe af guder og bemærker samtidig at betydningen ændrer sig over tid.

Så allerede her mister teorien et virkeligt sprogligt fundament, fordi Anunnaki ikke eksisterer i teksterne. Jeg prøver igen. Ikke fordi Anunnaki ikke eksisterer i teksterne, men fordi selve navnet ikke fortæller os noget om rumrejsende. Så er der Nibiru. Nibiru findes, og det er vigtigt, fordi ordet er ikke opfundet af Sitchin, men det bruges ikke i de kendte kilder som en entydigt egennavn for en ukendt planet med intelligente

indbyggere og en fast 3.600-årig bane. I astronomiske og religiøse tekster forbindes Nibiru med Marduk, og i astronomiske sammenhænge identificeres det blandt andet med Jupiter. Assyrio... Hvad prøver jeg igen? assyriologen? Jeg er nødt til at øve mig. Wayne Horowitz gengiver eksempelvis en mesopotamisk formulering, hvor den røde stjerne, der deler himlene, identificeres som Nēberu, Marduk.

Det afgørende er ikke, om hver eneste forekomst nødvendigvis betyder præcis det samme. Det gjorde de gamle astronomiske betegnelser nemlig ikke altid. Det afgørende er, at vi ikke har en tekst, der beskriver en planet ved navn Nibiru med Anunnaki som befolkning med en omløbstid på 3.600 år. Det system opstår i Sitchins rekonstruktion. Så har vi The Lost Book of Enki. Titlen kan let give indtryk af, at der findes en gammel bog med Enkis erindringer. Det gør der ikke.

Sitchin udgav værket i 2001. Hans eget forlag beskriver, hvordan han på baggrund af forskellige gamle kilder havde genskabt fortællingen om Enkis memoirer. Bibliotekskataloger klassificerer også værket som moderne litteratur, ikke som en publiceret original mesopotamisk tavle. Det betyder ikke, at bogen er værdiløs. Den er ekstremt vigtig, hvis vi vil forstå Sitchins univers. Men vi må ikke bruge en påstand om The Lost Book of Enki som bevis for, hvad en 4.000 år gammel tavle siger.

Det vil være cirkulært. Og så kommer menneskets skabelse. Her har Anunnaki-teorien noget langt mere interessant at arbejde med. For ler og gudblod står faktisk i de gamle traditioner. Men der står ikke DNA, der står ikke gen, der står ikke kromosom, der står ikke laboratorie. For at få genteknologi, skal vi oversætte symbolerne en ekstra gang. Blod bliver til DNA. Lær bliver til hominid biologisk materiale. Fødselsgudinder bliver til genetikere. Det kan være en fortolkning, men teksten kræver

den ikke. Og problemet vokser, hvis vi ser på menneskets faktiske evolution. Homo sapiens dukker ikke op pludselig i det arkæologiske materiale for omkring 100.000 eller 200 .000 år siden, som et biologisk mysterium uden forløbere. Fossiler fra blandt andet Jebel Irhoud i Marokko viser tidlige Homo sapiens-træk for omkring 300 .000 år siden. Forskere daterede fundene omkring 315.000 år med usikkerhed og beskrev dem som en tidlig fase af Homo sapiens’ udvikling.

Samtidig viser genetikken vores tætte slægtskab med andre hominider og vores blanding med blandt andet neandertalere og denisovanere. Menneskets historie ligner ikke et enkelt laboratorieøjeblik. Det ligner evolution. Kompleks, forgrenet, langsomt på nogle områder, hurtigere på andre. Det udelukker filosofisk slet ikke, at nogen kunne have manipuleret noget undervejs, men virkelig genetisk evidens har vi ikke genetisk evidens, som kræver den forklaring. Og så er der civilisationens pludselige opståen.

Det er en stærk fortælling. Jæger-samlere, og så ud af ingenting: Sumer. Men arkæologien mellem de to punkter er omfattende. Landbrug udvikledes tusinder af år før de klassiske sumeriske bystater. Permanente bosættelser vokser. Handelssystemer bliver større. Keramik ændrer sig. Sociale hierarkier opstår. Administrative systemer udvikler sig. Byerne kommer ikke ud af ingenting. De har en lang forhistorie. Og det samme gælder skrift. Kileskrift opstår ikke som et færdig alfabet leveret i en kasse.

Vi kan følge udviklingen fra de administrative tegn og symboler til stadig mere kompleks skriftsprog. Det gør Sumer mindre pludseligt. Men det er efter min mening ikke mindre imponerende. Så har vi kongelisten. De enorme regeringstider er virkelig som tekst, mens teksten selv viser tegn på litterær og politisk konstruktion. Asmoleren Museum i Oxford beskriver den direkte som en kombination af myte, legende og historiske oplysninger,

og bemærker den sandsynligvis tjente til at legitimere bestemte forestillinger om kongemagt og succession. Derudover ved vi, at flere af de ministerier, som listen præsenterer sekventielt, i virkeligheden har overlappet. Listen er derfor ikke en moderne og kronologisk database. Den er ideologi, historie, teologi og litteratur i det samme dokument. De ekstreme tal kræver stadig en forklaring, men de kræver ikke uden videre biologisk udødelige herskere.

Så er der Scyllander sejlet V.A. 243. Scyllands læsning gør den centrale stjerne til solen og de omkringliggende prikker til planeten, men mesopotamisk ikonografi svarer stjernesymboler religiøst og astronomisk på måder, der ikke svarer til moderne diagrammer over solsystemet. Den etablerede fortolkning ser ikke motivet som et teknisk kort over alle solsystemets planeter. Og vigtigst, hvis mesopotamiske astronomer kendte Uranus, Neptun

og en ukendt Nibiru, burde den viden så også dukke op andre steder i den omfattende astronomiske tradition. Mesopotamiske astronomer var ekstremt dygtige, og netop derfor er deres tekster så interessante. De observerede Venus, Mars, Jupiter, Saturn, Merkur, Månen, Solen, stjernernes bevægelser og formørkelser. Der findes hele astronomiske håndbøger. Men det avancerede solsystem, Sitchin rekonstruerer, optræder ikke et tilsvarende klart system i disse tekster.

Historikerne af babylonisk astronomi beskriver fem synlige planeter sammen med Solen og Månen, som de centrale vandrende himmellegemer i traditionen. Og så er der guldet. Mesopotamiske myter fortæller om guddommeligt arbejde. Det er sandt. Atrahasis fortæller om gravning. Det er også sandt. Men der er et hul imellem at guderne gravede kanaler og rumvæsener drev guldminer i Sydafrika. Det hul bliver udfyldt af den moderne teknologi,

ikke af teksten. De afrikanske miner giver heller ikke så stelt forbindelsen. At gamle mennesker kunne udvinde mineraler er ikke mærkeligt. Minedrift er menneskelig teknologi. At gøre en mine til en Anunnaki-mine, skal vi have noget mere med. En daterbar artefakt, et fremmed materiale, en inskription, en teknologi, der ikke passer til perioden. Noget, der uafhængigt forbinder stedet med Mesopotamien eller med en ikke-jordisk civilisation.

Den dokumentation har vi ikke. Og det er netop her, vi rammer den grundlæggende udfordring. Anunnaki-teorien er stærk, når den samler motiver. Men den er sværere, når hvert led undersøges separat. Gudblod findes. Det gør DNA ikke. Nibiru findes, men den beboede 3.600-årige planet findes ikke. Anunnaki findes, men rumrejsen gør ikke. De arbejder, men guldet nævnes ikke som formålet. Kongerne har enorme regeringstider, men listen fungerer ikke som en præcis kronologi.

Vi står derfor ikke med en falsk fortælling bygget på ingenting. Vi står med noget, der er mere interessant. Autentiske oldtidsmotiver er blevet forbundet gennem en moderne fortolkningsramme. Så hvis vi tjekker, hvad der faktisk holder sig, så starter vi med at skille tingene ad. Vi starter lige med det dokumenterede. Anunnaki er virkelige som mesopotamiske gudeskikkelser. De findes i kileskrifttekster. De er ikke en enkelt gud og ikke

nødvendigvis den samme gruppe i alle perioder. An og Anu findes. Enlil findes. Enki eller Ea findes. Igigi findes. Atrahasis findes. Fortællingerne om gudernes arbejde findes. Oprøret findes. Skabelsen af mennesker gennem ler og guddommeligt blod findes. Syndflodstraditionen findes. Adapa findes. Gilgamesh findes. Apkallu findes. Den sumeriske kongeliste findes.

De ufatteligt lange før-syndflodske regeringer findes. Nibiru findes som mesopotamisk himmelbegreb. Det er en imponerende liste. Den forklarer, hvorfor Anunnaki-teorien har haft et langt større levetid end mange af de andre ancient aliens-fortællinger. For næsten hver gang man siger, at den er opdigtet, kan en tilhænger åbne en gammel tekst og sige, at det står faktisk her. Nogle gange har tilhængeren ret. Men så kommer næste niveau. Det sandsynlige. De mesopotamiske mennesker bruger myter til at forstå

arbejde, kongemagt, død, naturkatastrofer, menneskets rolle og forholdet mellem guder og mennesker. Historierne har udviklet sig igennem i århundreder. Guderne fik nye roller. Gamle historier blev genbrugt. Politiske magtscentre påvirkede religionen. Marduks opstigen i Babylon er et godt eksempel. Når Babylon blev vigtigere, blev Babylons Gud vigtigere. Og så er der det mulige. Kunne en virkelig begivenhed ligge bag en myte? Selvfølgelig. Det sker hele tiden. Oversvømmelser bliver til syndflodsfortællinger.

Historiske konger kan blive sagnfigurer. Krige kan blive til episke fortællinger. Naturfænomener bliver til gudkampe. Menneskelige hukommelse og mundlig tradition kan bevare overraskende gamle ekor. Det betyder, at vi ikke behøver vælge mellem alt er bogstaveligt og alt er opdigtet. Men så har vi det spekulative. At Nibiru er en beboet planet med præcis 3.600 år spand. At Anunnaki kommer derfra. At de ankommer for 450.000 år siden. At de mangler guld.

At de digidriver miner i Afrika. At homo sapiens blev genetisk konstrueret som slavearbejdere. At Enki og en del af historiske rumvæsener. At søndfloden udløses af Nibirus tilbagekomst. At bestemte bibelske skikkelser er Anunnaki-hybrider. Det er den sammenhængende Sitchin-model. Men den står ikke samlet i de kendte gamle tekster. Den skal rekonstrueres. Og det er forskellen, jeg synes er vigtigst i hele historien. Der er en forskel på en tekst og

så på en læsning af en tekst. Så hvis vi skal slutte af med en afvejning. Så hvem var Anunnaki? Hvis vi holder os til det vi faktisk dokumenterer. Så var det en kategori eller en gruppe af guder i Mesopotamiens religiøse verden. Ikke nødvendigvis den samme gruppe. Altså den samme gruppe igennem alle perioder. Ikke en klart defineret art. Og ikke dokumenteret som besøgende fra en ukendt planet. Den etablerede assyriologi giver os derfor ikke Sitchins

Anunnaki. Men Sitchin opfandt heller ikke råmaterialet. Og det er præcis derfor historien bliver ved med at leve. For bag Nibiru, rumskibene og guldet findes nogle ægte gamle spørgsmål. Hvorfor fortæller Atrahasis, at guderne arbejdede? Hvorfor skabes mennesket til at overtage byrden? Hvorfor blandes guddommeligt blod med jord? Hvorfor fremstillede mennesker som konger med regeringstider på 10.000 år? Hvorfor kommer kongedømmet ned fra himlen?

Hvorfor optræder igen og igen vise væsener, som bringer mennesket viden? Vi behøver ikke rumvæsener til at stille os de spørgsmål. Og måske mister historikerne faktisk noget, hvis vores eneste mål er at reducere dem til enten teknologi eller fantasi. For de mennesker, der skrev dem, var det ikke science fiction. Det var en beskrivelse af verden. En verden, hvor mennesket stod mellem himmel og jord. Hvor civilisationen var noget, guderne havde givet. Hvor viden havde en pris. Hvor udødelighed tilhørte andre.

Og hvor en stor katastrofe engang havde skilt den gamle verden fra den nye. Tusinder af år senere læser vi stadig deres ord. Nogle ser guder, andre ser rumvæsener. Andre igen ser poesi, politik og religion. Jeg tror, det vigtigste at vide er, hvornår vi læser teksten, og hvornår vi lægger noget oven i den. For Anunnakis største mysterium er måske ikke, at de kom fra en anden planet. Det er, hvordan en håndfuld meget gamle fortællinger fra Mesopotamien kan overleve længe nok til igen at blive en fortælling om menneskehedens oprindelse.

Bare med gudernes himmel erstattet af verdensrummet og lertavler erstattet af DNA. Tak fordi du lyttede med. Ses i næste uge.

Open the transcript file

Hosts and Guests

Nobody is credited on this episode yet.

Credit the people on this episode

Be the first to rate this episode

More episodes

All episodes
  1. Gunung Padang – Den 27.000 år gamle pyramide, som videnskaben afviste

    Nov 18, 20261 hr 4 minAudio

    Gunung Padang - Den 27.000 år gamle pyramide, som videnskaben afviste Hvad sker der, når forskere hævder at have fundet verdens ældste pyramide - og deres videnskabelige artikel pludselig bliver trukket tilbage? Dybt...

    Credit the people on this episode

  2. The Lost Cosmonauts – Sendte Sovjetunionen mennesker i døden før Gagarin?

    Nov 11, 202652 minAudio

    The Lost Cosmonauts - Sendte Sovjetunionen mennesker i døden før Gagarin? Var Jurij Gagarin virkelig det første menneske i rummet? Eller sendte Sovjetunionen hemmelige kosmonauter af sted, som aldrig vendte tilbage?...

    Credit the people on this episode

  3. Admiral Byrd – Hvad fandt USA egentlig i Antarktis?

    Nov 5, 202648 minAudio

    Admiral Byrd - Hvad fandt USA egentlig i Antarktis? I 1946 sendte USA en enorm militærstyrke til Antarktis. Omkring 4.700 mand, 13 skibe og adskillige fly deltog i Operation Highjump under ledelse af en af verdens mest...

    Credit the people on this episode

  4. Flat Earth – Hvad hvis Jorden virkelig er flad?

    Oct 28, 202650 minAudio

    Hvad nu hvis noget af det mest grundlæggende, vi har lært om vores verden, er forkert? Flat Earth bliver ofte affejet som en af internettets mest bizarre konspirationsteorier. Men hvad sker der, hvis vi i stedet tager...

    Credit the people on this episode

  5. Shambhala & Agartha – Findes der en skjult civilisation under Jorden?

    Oct 3, 202642 minAudio

    Findes der en skjult civilisation under vores fødder? I århundreder har fortællinger om Shambhala og Agartha beskrevet et skjult rige med gammel viden, mystiske herskere og forbindelser til en verden langt fra vores...

    Credit the people on this episode