Skip to content
PodSubs
ShowsPeopleGuestsJobsNewsEvents
More
BlogPodCred
Menu
ShowsPeopleGuestsJobsNewsEventsBlogPodCredNetworksSign in
Join nowSign in
  • Shows
  • People
  • Jobs
  • News
  • More
    • Guests
    • Events
    • Blog
    • PodCred
    • Networks
    Join nowSign in

Ancient Aliens – Tabte civilisationer og vores glemte fortid

Ancient Aliens – Tabte civilisationer og vores glemte fortid artwork

Lever vi i en simulation? – Er virkeligheden i virkeligheden kode?

Sep 19, 202645 minAudio
ShareXLinkedInFacebookWhatsAppEmail

Hvad hvis virkeligheden omkring dig ikke er helt det, den ser ud til at være? Jo længere man bevæger sig ned i simulationshypotesens kaninhul, desto mærkeligere bliver spørgsmålene. Hvorfor kan universet beskrives så præcist med matematik? Har virkeligheden en mindste “opløsning”? Hvorfor opfører kvanteverdenen sig så fundamentalt anderledes end den verden, vi oplever? Og hvorfor dukker matematiske strukturer, der minder om fejlkorrigerende koder, op i avanceret teoretisk fysik? I denne episode følger vi sporene fra Nick Bostroms berømte simulationsargument til Donald Hoffmans teori om vores oplevede virkelighed som en slags brugerflade, James Gates’ mærkelige matematiske forbindelser, kvantefysik, kosmiske stråler og det gådefulde Gateway-dokument fra amerikansk militær efterretning. Nogle spor ender blindt. Andre bliver langt mere interessante, jo nærmere man kigger. For måske er det forkerte spørgsmål, om vi lever i en simulation. Måske burde vi spørge: Hvis vi gør - hvordan skulle vi nogensinde kunne opdage det? ★ Support this podcast on Patreon ★

Audio and video play straight from the show's own hosting. PodSubs stores and serves no media.

Transcript

From the show. Tap a time to play from there.

Forestil dig, at du opdager noget mærkeligt i universets fundament. Ikke et rumskib, ikke en skjult planet, ikke en besked fra en fremmed civilisation, bare matematik. Og ikke hvilken som helst slags matematik. Mønstre, der minder om noget, mennesker selv bruger, når vi sender digital information og forsøger at beskytte dem mod fejl. Fejlkorrigerende koder, det lyder næsten for perfekt. For hvis man skulle bygge en digital verden, ville man netop have brug for regler. Man ville have brug for information, man ville

have brug for metoder til at sikre, at informationen ikke blev ødelagt. Og nu står en fysiker og finder noget, der i populær gengivelse begynder at lyde mistænkeligt meget som computerkode dybt inde i ligningerne. Så kommer det næste. Universet ser ud til at følge matematiske regler med næsten absurd præcision. Naturens konstanter har bestemte værdier. Lysets hastighed sætter en grænse for, hvor hurtigt informationen kan bevæge sig. På ekstremt små skalaer bliver virkeligheden kvantemekanisk. Partikler opfører sig på måder, der udfordrer vores

almindelige forestilling om, at ting nødvendigvis har bestemte egenskaber, før de bliver målt. Og nogle fysikere har endda spurgt om, et simuleret univers kunne afsløre sig selv gennem små uregelmæssigheder i de mest energirige partikler, vi kan observere. Jeg tager nu et skridt tilbage. Forestil dig det her tilfældigt, at universet ikke bare kan beskrives matematisk, men at matematikken er der, fordi universet faktisk bliver beregnet. At rummet omkring dig ikke er fundamentalt. At tiden ikke er fundamentalt.

At stolen under dig, kroppen du sidder i og hjernen, der lige nu forsøger at forstå ordene her, alt sammen eksisterer inde i et system, hvis egentlige struktur befinder sig et helt andet sted. Så opstår det ubehagelige spørgsmål. Hvis det nu var sandt, hvordan skulle vi så nogensinde opdage det? Og endnu værre, hvis simulationen er god nok, ville der overhovedet være nogen forskel imellem stimuleret virkelighed og en virkelig virkelighed? Den er måske i dag ikke for at bevise, at vi lever i en Matrix, men heller ikke for at grine af tanken. Men for at undersøge, hvorfor en idé, der

næsten udelukkende hører hjemme i religion, filosofi og science fiction, i dag diskuteres af filosofer, fysikere, kosmologer og forskere i bevidsthed. For måske er simulationshypotesens mest foruroligende egenskab ikke, at den virker fantastisk. Måske er det, at den er overraskende vanskelig at slippe af med igen. Vi taler om det, fordi mennesker selvfølgelig har tvivlet på virkeligheden længe før computeren blev opfundet.

Platons hule er jo det klassiske eksempel. Mennesker sidder fanget og ser skygger på en væg. Skyggerne er hele deres verden. De ved ikke, at det, de oplever, kun er en del af en afspejling af noget udenfor. Mere end 2.000 år senere forestillede René Deschamps noget lignende fra en anden vinkel. Hvordan ved jeg, at mine sanser fortæller sandheden? Hvordan ved jeg, at verden omkring mig virkelig eksisterer, sådan som jeg oplever den? Kunne en ekstremt magtfuld bedrager give mig alle mine oplevelser og samtidig få mig til at tro, at det kom fra en fysisk verden?

Deschamps havde naturligvis ingen computer, men udskiftet hans bedrager med en programmer og problemet begyndte at ligne simulationshypotesen. I 2000 fik idéen en teknologisk form. Science fiction begyndte at lege med kunstige verdener. Og i 1999 gjorde The Matrix forestillingen global. Filmens version var dramatisk. Mennesker ligger fysisk i beholdere, mens maskiner sender en kunstig verden direkte ind i deres hjerner.

Men den filosofisk interessante version behøver ingen menneskekrop i en tank. Hvis en simulation kan være avanceret nok, kunne både kroppen, hjernen, by, planeten og hele det observerbare univers være en del af simulationen. I 2003 gav den svenske filosof Nick Bostrom så idéen en form, der gjorde det langt vanskeligere at afvise det som science fiction. Han forsøgte ikke at finde glitches i virkeligheden. Han forsøgte ikke at finde pixels i rummet. Han stillede i stedet et statisk spørgsmål, og

det spørgsmål ændrede hele diskussionen. Før vi går ind i simulationshypotesen, skal vi lige have fast grund under fødderne. Den etablerede naturvidenskabelige fortælling behøver ingen programmer. Universet, som moderne kosmologi beskriver den, har udviklet sig fra en ekstremt varm og tæt tidlig tilstand for omkring 13,8 milliarder år siden. Rummet udvider sig. Materien samler sig under tyngdekraften. Stjerner dannes. Stjerner producerer tunger og grundstoffer. Nogle eksploderer.

Nogle stjerner og planets systemer opstår og resterne. På mindst én planet udvikles selvreplikerende kemi til liv, og gennem de enormt tidsrum former for evolution organismer, hvis sanser og nervesystemer bliver stadig mere komplekse. Til sidst sidder der et af disse organismer med en mikrofon og spørger, om det hele i virkeligheden kører på en computer et eller andet sted. Det er på sin egen måde en ret mærkelig udvikling, men naturvidenskaben behøver ikke simulationshypotesen for at beskrive den.

De fysiske teorier handler normalt om universets love, som jo netop er naturlove. De beskriver relationer mellem masse, energi, rum, tid og felter. Når fysikere beskriver linjer, betyder det ikke automatisk, at universet udfører computerkode. Et projektil følger også en matematisk kurve. Det betyder ikke, at nogen har skrevet et program fra stenen. Matematik er vores stærkeste redskab til at beskrive regelmæssigheder i naturen, og alligevel er der noget mærkeligt her. For hvorfor virker matematikken så godt?

Hvorfor kan symboler skrevet på et papir beskrive galaksers bevægelse, elektromagnetiske felter og subatomare partikler med enorm præcision? Det spørgsmål er ældre end simulationshypotesen, og vi kender stadig ikke det endelige svar. Så er der jo kvantemekanikken. Her bliver vores hverdagsintuition endnu mindre nyttig. En kvantesystem kan indeholde flere mulige udfald. Når vi foretager en måling, får vi et bestemt resultat. Præcist hvad dette fortæller os om virkeligheden, afhænger af fortolkningen af kvantemekanikken.

Og der findes flere. Det er vigtigt, for man hører ofte en meget enkelt version, hvor titlen eksisterer ikke, før nogen kigger. Det er en dramatisk sætning. Men fysikken siger ikke så enkelt, at menneskelig bevidsthed skaber verden, end ved at kigge på den. Målingen i kvantefysikken behøver ikke at betyde et menneskeligt øje. Det kan være en fysisk interaktion. Så allerede her kan vi se et mønster, der kommer til at gå igen. Der findes ægte mærkeligheder, og der findes fortolkninger om mærkeligheder. Og de to ting er ikke altid det samme. Men det betyder heller ikke, at de grundlæggende

spørgsmål forsvinder. For jo dybere fysikken er trængt ind i materien, desto mindre ligner verden den solide, intuitive virkelighed, vi oplever. Et bord føles massivt. På atomniveau består det næsten af udelukkende strukturer, som i vores hverdagsforestillinger er som små hårde kugler, der ikke beskriver noget særligt godt. Farver føles som egenskaber ved objekterne, men farveoplevelsen konstruerer sig i vores nervesystem på baggrund af elektromagnetisk stråling. Tid føles universelt. Einstein viste, at det er den ikke.

Rum føles som en fast scene. Den generelle relativitetsteori gør rummet dynamisk, og dermed opstår den første sprække. Det er givet bevis en sprække. For måske er det, vi oplever som virkelighed, ikke det samme som virkelighedens dybeste strukturer. Lad os begynde med noget menneskeligt. Et computerspil. De første computerspil var primitive. Inden en håndfuld pixels. Simple regler. En figur kunne bevæge sig højre eller venstre. I dag kan millioner af mennesker bevæge sig rundt i enorme digitale verdener med dynamisk lys,

fysik, vejr, karakter og økonomier. Vi simulerer galaxer. Vi simulerer klima. Vi simulerer proteinfolding. Vi simulerer trafikken gennem byerne. Vi simulerer evolution. Vi bygger virtuelle miljøer, hvor kunstige agenter kan lære gennem erfaring. Og udviklingen har fundet et sted på fortsætter. Det betyder ikke, at vi nogensinde ville kunne simulere et helt univers, men retningen er interessant. For første gang i menneskehedens historie er spørgsmålet ikke længere. Kan en kunstig verden overhovedet eksistere? Det gør den allerede.

Spørgsmålet er graden og hvor kompleksen kan blive. Og her kommer Nick Brostrøm ind. Hans argument kræver en vigtig antagelse. At bevidsthed er substratuafhængig. Det vil sige, at bevidsthed ikke nødvendigvis hænger eller har der at kræve biologiske neuroner. Hvis de relevante informationsprocesser i en menneskehjerne kunne reproduceres tilstrækkeligt præcist i et andet fysisk medium, kunne den kunstig implementerede hjerne også have oplevelser.

Det er ikke bevist, men jeg accepterer antagelsen et øjeblik. Vi forestiller os en civilisation tusinder, måske millioner år mere avancerede end vores. En sådan civilisation kunne råde op regneressourcer, der er vanskelige at forestille for os. Måske kunne det simulere mennesker. Ikke figurer, der bare ser bevidst ud, men væsener, der faktisk oplever verdenen indenfor. Hvis det kunne lade sig gøre, opstår det afgørende problem. For hvorfor skulle en avanceret civilisation kun lave én simulation?

Den kunne lave tusinder, millioner, astronomisk mange. Hvis hver simulation indeholder milliarder af bevidste mennesker, begynder forholdet mellem biologiske og simulerede observatører at ændre sig voldsomt. Forestil den oprindelige civilisation på 10 milliarder mennesker. Senere skaber den 1 million historiske simulationer, hver med 10 milliarder bevidste mennesker. Så findes der pludselig langt flere mennesker inde i civilisationerne end udenfor. Hvis du vågner som en af dem uden at vide det, hvordan vil du så vide,

hvilken gruppe du tilhører? Og hvad bør du så tro? Nu er vi fremme med simulationsargumentets kerne, og herfra går vi så ind i teorien på dens egne præmisser. I den alternative teori starter vi med Bostrom, som opstiller tre muligheder. For det første er civilisationer, som vores næsten altid går til grunden, før de når det teknologiske niveau, hvor de kan skabe enorme mængder bevidste ancestor simulations. Måske yderlægger avanceret teknologi civilisation, krig, kunstig intelligens,

bioteknologi, miljømæssigt kollaps, noget vi endnu ikke har forestillet os. Hvis næsten ingen civilisation når frem, bliver der jo næsten ingen simulationer. Mulighed nummer to er, at civilisationerne faktisk når frem, men mister interessen. De kan simulere deres forældre, de vælger bare ikke at gøre det, måske af etiske grunde. Hvis simulerede mennesker virkelig er bevidste, ville en historisk simulation indeholde sygdom, krig, tab, sov og død. At starte simulationen ville dermed være at skabe enorme mængder lidelser.

En avanceret civilisation kunne betragte det som moralsk uacceptabelt. Eller måske er ancestor-simulationen bare for kedelig for dem, og så kommer der den tredje mulighed. Civilisationer overlever, de udvikler den nødvendige teknologi, og nogen af dem vælger faktisk at bruge den. Hvis bare en mindre andel producerer enorme mængder bevidste simulationer, kan antallet af simulerede observatører blive langt større end antallet af oprindelige biologiske observatører. Og så følger den statiske intuition.

Hvis der findes en million kugler i en beholder, og 959.959 er blå, mens kun én er rød, så bør det før udtrækningen forvente en blå. Overfører det til bevidste observationer? Hvis næsten alle mennesker med oplevelser som vores befinder sig i simulationer, hvorfor skulle vi så netop tilhøre det ekstremt lille mindretal udenfor? Og det er vigtigt at forstå styrken i argumentet. Den kræver ikke, at vi finder en glits. Den kræver ikke UFO’er. Den kræver ikke en religiøs skaber.

Den kræver ikke, at vores verden ser kunstigt ud. Faktisk fungerer argumentet bedst, hvis simulationen ser fuldstændig virkelig ud. For de simulerede mennesker skal ikke være videospilfigurer. De skal være os. De forelsker sig. De får børn. De er bange for døden. De går på arbejde. De bliver syge. De kigger op på nærheden. De udvikler fysik. Og på et tidspunkt begynder nogle app'ere at bygge deres egne computere. Her opstår næste lag. For hvis de simulerede mennesker bliver teknologisk avanceret nok, kan de begynde at lave simulationer. En verden i en verden.

Og igen skabe en verden. Og endnu en. Man får næsten lyst til at finde et lettere ord end substratuafhængighed midt i det hele. Nogle udenlandske fagudtryk er tydeligvis ikke konstrueret til en dansk podcast. Men princippet er enkelt. Hvis oplevelse afhænger af informationsprocessen og ikke af materialet, kan en simuleret hjerne være ligeså bevidst som os. Og så ændrer ordet kunstig betydning. For personlignende simulation er ikke falsk.

Hans verden er ikke en film, han ser. Det er det miljø, han lever i. Slår han knæet gør det ondt. Mister han et menneske, han elsker at sove en virkelig. David Chalmers har netop taget dette problem alvorligt. For selv hvis vores verden er virtuel, føler det ikke nødvendigvis, at den er uvirkelig. Et virtuelt bord kan være et virkelig virtuelt bord. Et simuleret planet kan være en virkelig planet på det niveau, hvor dens beboere eksisterer. Og så vender Matrix-ideen på hovedet. Spørgsmålet er ikke længere, er denne verden falsk,

men hvilken type virkelighed er den? Universets regler som kode. Her bliver fysikken interessant. Hvis universet er simuleret, må simulationen have regler. Vi må forvente regelmæssighed, og at de grundlæggende relationer skal kunne gælde igen og igen. Og det er netop det, vi ser. Et elektron opfører sig ikke efter en bestemt type fysik i Danmark og en anden på Mars. Naturens lov er universelle, så vidt vi kan observere. Et atom er brint i en fjern galakse og følger de samme kvantmekaniske regler som et

atom i et af laboratorierne på Jorden. Simulationsteorien eller hypotesen giver det en intuitiv mening, et program skal have regler. Man skriver ikke tyngdekraften individuelt for hver sten, men definerende regler systemet anvender den. I simulationer af havvand programmerer man heller ikke hver eneste bølge manuelt. Man opstiller dynamikken, giver systemet en starttilstand og laver mønstrende udviklinger. På samme måde kunne universets unorme kompleksitet opstå fra et relativt lille sæt fundamentale regler.

Og det fører så videre til en anden mærkelige egenskab, informationshastighed. I vores univers findes nødvendige grænser for signalers bevægelser. Set fra simulatorsperspektivet kan man sammenligne det med systemets maksimale hastighed for overførsel af information. Ikke fordi relativitetsteorien kræver en computer, men fordi sådan en grænse er præcis den type egenskab, man forestiller sig i et informationsbaseret system. Så er der spørgsmål om opløsning.

Hvis man simulerer noget, kan det være ineffektivt at præsentere det uendeligt af en så stor detalje. Og måske her findes der en fundamental skala. Her dukker Planck-længden op, ofte i simulationsdiskussionen. Den har omkring 1,6x10-35 faktisk en meget lille størrelse. Man kan ikke uden videre kalde den Planck-længdens universelle pixelstørrelse, men inden vores simulationsfortællinger får idéen en oplagt rolle. Hvis naturen har en nedermeningsfuld skala, kunne denne

ses som en opløsningsgrænse. Hvis universet er beregnet, kunne en sådan grænse være nødvendig. I kvanteverdenen kommer vi til kvantemekanikken. Her bliver sammenligningen med moderne computerspil næsten modståelig. Et computerspil beregner ikke nødvendigvis hele verdenen med maksimale detaljer hele tiden. Systemet bruger ressourcer, der hvor de er nødvendige. Ofte objekter langt væk fra spilleren kan være

nødvendige. Områder, hvor spilleren ikke kan se, behøves derfor ikke gengives visuelt med samme høje detaljer. Når spilleren vender, bliver scenen renderet på ny. Overført til kvantemekanikken opstår tanken. Hvad hvis den mærkelige forbindelse mellem måling og udfald af universets version af renderingen? Et par titel beskrives gennem en række mulige udfald. Når en fysisk måling finder sted, får vi et konkret resultat. Fra simulationsperspektiv kan det ligne en effektiv beregningsstrategi.

Systemet behøver ikke nødvendigvis fastlægge alle detaljer på forhånd. Den producerer et bestemt resultat, når interaktionen kræver det. Entanglement bliver så dermed også interessant. To kvantesystemer kan være korreleret på en måde, så de ikke passer ind i en klassisk lokal forklaring. Hvis man tænker universet som et fundament for en totalt fysisk rum, virker det virkelig mærkeligt. Men hvis rummet selv kun eksisterer i et informationssystem, er den rummelige afstand mellem de to objekter måske ikke fundamentalt på dybest niveau.

To punkter kan ligge lysår fra hinanden inde i den simulerede verden og samtidig være tæt forbundet med underliggende strukturer. Lidt ligesom to figurer, der sidder på hver sin side af et computerspil, kan være fysiske langt fra hinanden i spillets koordinater, men deres data ligger side om side i samme omkommelse. Så er der matematikken. Galileo skrev, berømt om naturens bog, skrevet i matematikkens sprog. 100 år senere undrede fysikeren Eugene Wigner sig

over matematikkens urimelige effekter i naturvidenskaben. Hvordan passer abstrakte menneskelige konstruktioner så godt til universet? Simulationsperspektivet tilbyder et intuitivt svar, fordi virkelighedsfundamentet er matematisk eller informationelt. Hvis et univers består af beregnelige relationer, bør matematik ikke bare være et praktisk værktøj. Det vil ligge dybt inde i virksomhedens arkitektur.

Max Tegmark har en anden retning, argumenteret for en matematisk univers-hypotese, hvor fysisk virkelighed sidste ende af en matematisk struktur. Det er ikke det samme som en computersimulation. Der behøver heller ikke være en computer indenfor. Man behøver heller ikke en programmør, men grænsen mellem universets beskrivelse af matematisk og universets beskrivelse af matematisk bliver pludselig filosofisk vigtig. Og så kommer vi til en af de mest berømte elementer i hele simulationsfortællingen.

Fysikeren Sylvester James Gates Jr. arbejdede sammen med kollegaer på en matematisk struktur, forbundet med supersymmetrien. I dette arbejde dukkede strukturer op med forbindelse til binære fejlkorrigerende koder. Fejlkorrigerende koder bruges i informationssystemet. Når data transporteres, kan den stå i en bit. En kode kan tilføje strukturer, så en fejl opdages eller korrigeres. Det er derfor let at forstå, hvorfor historien eksploderede. Forestil dig overskriften. Fysikere finder computerkoder i universets linjer.

Hvis verden er programmeret, hvad kunne det så være mere oplagt end at finde en kode? Gates selv har offentligt diskuteret det mærkelige i forbindelsen, og simulationsfortællingen blev fundet næsten ikonisk. Vi undersøger samfundsfundamentale matematik. Vi leder efter de dybeste symmetrier, og der møder vi strukturer, der har et slægtskab med noget, software- og informationsteoretikere genkender. Det passer næsten for godt ind. Men kan vi så opdage gitteret?

Simulationshypotesen stopper ikke ved filosofi. Forestil dig, at simulatoren bruger et diskret rumtidsgitter, en slags tredimensionelt koordinatnet. Hvis gitteret har en bestemt orientering, kan ekstremt energierige partikler måske afsløre det. Og her kommer kosmiske stråler ind. Jorden bombarderes konstant med partikler fra rummet, nogle har enorme energier. Hvis vores univers var implementeret på en bestemt type numerisk gitter, kunne gitterstrukturen i princippet påvirke

de højeste energier eller deres bevægelsesretninger. Det er en fascinerende idé, for nu leder vi ikke efter en besked fra programmøren, vi leder efter hardwarebegrænsningen. Lidt som en figur inde i et computerspil, der forsøger at opdage grafikkortets arkitektur ved at undersøge, hvordan spillet fysisk begynder at opføre sig mærkeligt. Men hvorfor skulle nogen simulere os? Ja, så mangler motivet. Hvorfor skulle en avanceret civilisation bruge fatlige ressourcer på at simulere 2026?

Der findes mange muligheder. Historisk forskning. Hvis fremtidige mennesker ville forstå deres fortid, kan de skabe modeller af tidligere civilisationer. Ikke bare animationer, men levende historiske verdener. De kan ændre en variabel. Hvad sker der, hvis en bestemt krig ikke bryder ud? Hvis en epidemi udvikles anderledes? Hvis Romerriget ikke falder? Hvis en teknologisk opdagelse kommer 100 år tidligere? En basal civilisation kunne køre millioner af varianter.

En anden mulighed er videnskab. Vi simulerer allerede systemer for at forstå dem. En simulation kan ændre bevidste samfund, kunne undersøge psykologi, evolution og økonomi gennem lodrette virtuelle verdener. En tredje mulighed er underholdning. Det lyder næsten fornærmende, men vores egen civilisation bruger enorme ressourcer på spil og fiktion. Hvis teknologien endda tillader fuldstændig overbevisende verdener, hvorfor skulle interessen så forsvinde? Og så er der den enkelte mulighed. De gør det, fordi de kan.

Hvis prisen på beregning falder dramatisk, behøver en ancestor-simulation ikke være et civilisationsomfattende projekt. Det kunne være et forskningsprojekt, et museum, et spil, en skoleopgave. Og det er måske den mest ubehagelige tanke, at vores univers er skabt af guder. Men det er måske, at der kører nogen, der slet ikke betragter sig selv som guddommelige. For dem kunne vores kosmos være en fil vandt milliarder. Og simulationen? Hvad findes der udenfor?

Og her stopper vores intuition næsten. Hvis rum og tid er interne egenskaber i simulationen, giver det måske ikke mening at spørge om, hvor computeren står. Udenfor behøver ikke at være et sted i vores rum. Simulationens tid behøver heller ikke at gå i kamp med samme hastighed. En milliard år havde så også kunnet måske beregnes på minutter. Simulationen kunne pauses, kopieres, bruges tilbage, køres igen med ældre startbetingelser. Og hvis de simulerede væsener ikke observerede det

underlæggende niveau, så ville de måske aldrig opdage pausen. For dem ville tiden bare fortsætte. Det ene øjeblik til det andet. Præcis som gud. Og her kunne vi så stoppe. I kaninhullet møder vi Donald Hoffman. Hoffman er kognitionsforskere, og har i århvis arbejdet med en idé, at det ikke er simulationshypotesen,

men som passer ubehageligt godt sammen med den. Hans udgangspunkt er evolution. Vi antager normalt, at evolutionen har gjort, at vores sandser stadig bedre til at vise os verden, som den i virkeligheden er. Hvis du kan se rovdyret mere præcist, så overlever du. Hvis du kan se føden mere præcist, så overlever du. Så sandt ud perception burde det vinde. Hoffman og hans samarbejdspartner udfordrer dens intuition gennem evolutionære modeller. Pointen er, at naturlig simulation ikke belønner filosofisk

sandhed. Den belønner fitness, overlevelse og reproduktion. Forestil dig et interface på en computer. På skrivebordet ligger en blå mappe. Mappen er i virkeligheden ikke blå i computeren. Der findes ingen blå mappe blandt transistorerne. Ikonet er en brugbar repræsentation. Faktisk er helt pointen med ikonet, at du ikke skal se sandheden nedenunder. Hvis du ville manipulere elektriske spændinger og millioner af transistorer manuelt hver gang du skulle åbne

et dokument, ville computeren være ubrugelig. Brugerfladen skjuler kompleksiteten, Hoffman spørger. Hvad nu hvis vores sensor gør det samme? Så er den røde tomat, stenen og træet ikke nødvendigvis de rigtige billeder af fundamentale virkelighed. De er ikoner. Evolutionsdesktop. Det betyder ikke, at man bør gå ud foran en lastbil, fordi lastbilen ikke er virkelig. Et ikon kan have virkelige konsekvenser. Slet papirkurven på din computer, og der sker noget reelt med dataen, selvom papirkurvens lille tegning

ikke ligner transistorerne. Hvis Hoffman har ret i den stærke vision, bliver simulationsspørgsmålet næsten sekundært, for så oplever vi allerede en slags virtuel grænseflade. Spørgsmålet er bare, hvad der ligger nedenunder, og Hoffman foreslår ikke nødvendigvis en computer. Hans idé at gå i retning af bevidsthed kan være mere fundamental end rumtid, men kaninhullet bliver dyrere. For hvis rum og tid ikke er fundamentale af den almindelige indvending mod simulationen, hvorfor skulle computerne så stå måske forkert stillet?

Den kunne eksistere i en struktur, som vores begreber om stedet slet ikke kan beskrive. Og så kommer vi til et dokument, der cirkulerer igen og igen på netten. Det er et dokument med CIA-stempler. Analysis and Assessment of Gateway Process. Den er fra 1983. Og det er vigtigt at forstå, at historien er korrekt. Dokumentet er blevet skrevet af oberstløjtnant Wayne M. McDonnell og Wayne McDonnell i forbindelse med U.S. Army Intelligence and Security Command. McDonnell blev bedt om at vurdere Gateway Experience

i et program udviklet af Monroe Institute. Gateway arbejdede bl.a. sammen med lydteknikker og ændrede bevidsthedstilstande. McDonnell forsøgte i rapporten at konstruere en teoretisk forklaring med at blande beskrivelser i hjernen og resonans med bl.a. idéer for fysik, holografiske modeller og bevidsthed. Og det er her dokumentet bliver interessant for simulationsmiljøet. For McDonnell beskrev i virkeligheden gennem modellerne, hvor den fysiske verden ikke nødvendigvis er det endelige

lag. Bevidstheden får en langt større rolle. Der er talt om energi, frekvenser og en form for holografisk virkelighed. På nettet bliver historien nogle gange reduceret til «CIA beviste, at universet er et hologram» eller «CIA vidste, at vi lever i en simulation». Men selve dokumentets historie er mere særpræget og mere interessant end blot overskriften. For her har vi amerikansk militærefterretning, der faktisk bruger tid på at undersøge et program, der

hævder at kunne påvirke bevidstheden på så vanlige måder. Dokumentet eksisterer, og det er ikke en internetforfalskning. Men hvad dokumentet beviser er et helt andet spørgsmål. Det gemmer vi lige lidt. Ovenpå dette tidspunkt begynder vi så at have forskellige idéer, der flyver sammen. Brugstrøm siger, hvis avancerede civilisationer skaber mange bevidste civilisationer, kan simulerede observatører blive langt mere tallrige end de biologiske.

Hoffman siger, evolution giver os ikke nødvendigvis adgang til fundamental virkelighed, det vi oplever kan være en brugerflade. Og Chalmers siger, virtuelle verdener behøver ikke være falske verdener. Fysikken fortæller os, at rumtid, stof og måling er langt mindre intuitive på fundamentalt niveau end vores sensor antyder. Og informationsteorien dukker op flere steder end moderne fysik, når man lægger det hele ovenpå en anden form af en fortælling, der er utrolig stærk. Virkeligheden er information.

Sanserne viser os kun et interface. Universet følger matematiske regler. Observation spiller en mærkelig rolle i kvantemekanikken. Der findes fundamentale begrænsninger. Bevidste væsener inde i systemet er nu selv begyndt at skabe virtuelle verdener. Det ligner næsten et spor. Og det er i ord næsten er vigtigt, for nu skifter vi side. Hvis vi kigger på kritikken, så lad os starte med Brostrøm.

Den første store misforståelse er, at han er bevidst, at vi lever en simulation. Det har han ikke. Han opstiller et argument med tre mulige udfald. Enten når ingen civilisation frem til den nødvendige teknologiske niveau, eller også når de frem, men laver næsten ingen antested simulations, eller også befinder vi os blandt de simulerede observatører. Argumentet fortæller ikke automatisk, hvilken mulighed der er rigtig, og Brostrøms selv har netop understreget det.

Det betyder en sætning, som Oxfords filosof beregnede, at der er 99,9% sandsynligt for, at vi lever i Matrix. Det går langt videre end argumentet. Problemet ligger især for sætningerne. Vi ved ikke, om bevidsthed er substratuafhængig. Vi ved ikke, om en digital kopi af en hjerne ville være bevidst. Den kunne måske opføre sig fuldstændig som et menneske, uden at opleve noget. Det er en af bevidsthedsfilosofiens store og uløste problemer.

Vi ved heller ikke, om civilisationer kan nå et posthumant teknologisk niveau. Vi har et datapunkt os selv, og vi har ikke nået os selv dertil. Vi ved ikke engang, om teknologien er fysisk mulig i den nuværende skala, eller i den nødvendige skala, og så kommer motivet. Hvis fremtidige civilisationer skal skabe bevidsthedssimulationer, ved vi ikke, om de vil. Måske bliver det forbudt. Hvis væsnerne er bevidste, bliver en simulering af menneskets historie også til en maskine, der skaber

lidelse. Holocaust, pest, hungersnød, krig, børn, der dør, millioner af mennesker, der oplever deres liv som fuldstændig uendelige. En civilisation, der er moralsk avanceret nok til at overleve millioner af år, kunne meget vel beslutte, at sådan noget er ikke underholdning eller forskning, man bare sætter gang i. Og Bostrøms argument kræver ikke blot en civilisation, men laver en simulation. For at skabe den overvældende statistiske effekt, skal

der produceres meget store mængder antal simulerede observatører. Og så kommer vi til et andet teknisk problem. For hvem sammenligner os egentlig med alle mennesker, alle menneskelignende væsener, alle bevidste væsener, alle observer moments? Hvis simulatorne skaber trillioner af helt anderledes bevidstheder, hvilken gruppe skal vi så regne os med som et tilfældigt medlem af? Sandsynligvis afhænger referenceklassen, og det gør den tilsyneladende simple uregne med den blå og røde kugle

betydeligt mere kompliceret. Koden er i fysikken. Ja, men så er der jo så James Gates. Historien om computerkoden i universet er et skoleksempel på, hvordan en virkelig interessant videnskabelig opdagelse kan blive mere dramatisk hver gang den bliver genfortalt. Gates og hans kolleger fandt matematiske forbindelser mellem strukturer i supersymmetri og fejlkorrigerende koder. Det er fascinerende, men det betyder ikke, at vi fandt en stump software, skrevet af universets programmerer. Fejlgodgivende koder er matematiske objekter.

Matematiske strukturer kan optage flere steder. Efter den samme, eller beslægtet, matematik i brug i informationsteori optræder teoretisk fysik, betyder ikke automatisk, at fysikken kører på en computer. Tænk på pi. Pi dukker op i cirkler. Men også i sandsynlighedsberegning, i bølger, i Fourier -analyser og utaldt i andre områder. Vi konkluderer ikke derfor, at alle disse systemer, cirkler og matematiske strukturer kan have overraskende forbindelser. Rigtig med matematikkenes mest kendte og fascinerende egenskaber,

så er computerkoden fundet i universet. Den er en stærkere påstand, end det faktiske resultat kan bære. Er Planck-længden en pixel? Nej. I hvert fald ikke ud fra det, vi ved. Planklængden er en naturlig skala, konstrueret af fundamentale konstanter. Den markerer omtrent det område, hvor vi forventer, at både kvantefysik og gravitation bliver afgørende, og hvor vores nuværende teori er ikke længere tilstrækkeligt. Men det er ikke det samme, som har målt universets mindste pixel.

Rumtiden kan vise sig at være diskret. Den kan også vise sig ikke at være på den mest simple måde. Og så har vi tilsyneladende en anomali, der ofte bliver brugt mere konkret end musikken tillader. Hvad venter universet, når vi kigger? Det er måske den mest populære simulationsanalogi. Også en af de farligste. Kvantemekanikken kræver ikke, at bevidst menneske kigger på noget, før det bliver virkeligt. Ordet observerer har skabt enorm forvirring. En måling kan være fysisk interaktion mellem fysikere.

Der findes fortolkninger af kvantemekanik, hvor bølgefunktioner kollapser. Der findes Many-Worlds. Der findes Bohmsk mekanik. Der findes rationelle fortolkninger. Bublism og andre. Eksperimenterne giver os nogle bestemte statistiske resultater. Fortolkningen af, hvad det betyder ontologisk, er en anden sag. Derfor kan vi ikke bare tage et dobbelt spaldt eksperiment og sige, at det er beviset, at universets grafikmotor kun renderer verden og spiller

håndtere på det. Det er en analogi, og det er en meget dragende analogi, men det er stadig en analogi. Hvis vi kigger på kostens kontroller af gitteret hjemme, så er forslaget om at lede efter spor efter et rumtidsgitter mere videnskabeligt og interessant, fordi det faktisk forsøger at formulere og observere bare konsekvenser. Men også her skal vi være præcise. Hvis ikke man finder gitteret, har man ikke bevist, at vi ikke lever i en simulation. Man har kun udfordret en bestemt type simulation. Simulationen kunne bruges på en anden arkitektur, et andet gitter, ikke et diskret klassisk gitter overhovedet,

eller en metode, vi ikke kan forestille os. Det viser et fundamentalt problem med simulationshypotesen. Den kan blive næsten ubegrænset effektivt. Finder vi så en fysisk grænse? Du vil sige, det er computerens grænse. Finder vi ingen? Ja, simulatoren har bare en bedre. Finder vi tilfældighed? Random. Number generator. Finder vi determinisme? Programkode. Finder vi kvantificering? Pixel. Finder vi kontinuitet? Altså simulation. En teori kan forklare et hvert tænkeligt resultat

efterfølgende. Den risikerer at blive meget vanskeligere at læse og at tænke. Donald Hoffmans arbejde bliver også ofte trukket længere end hans resultater tidligere. Hans modeller handler om forholdet mellem perceptions, sandhed og evolutionær fitness. Selv hvis hans stærkeste konklusion accepteres, følger det ikke, at universet gør på en ekstern computer. Det kunne jo betyde, at fundamentalt virkelighed er meget forskellig fra vores perceptuelle repræsentation.

Men den konklusion er langt bredere, og Hoffmans egne idéer bevæger sig ikke imod fundamentale, bevidste agenter. Ikke imod en simpel Matrix-computer. Og det er derfor, det er vigtigt ikke at lave denne kide. Sandhederne viser ikke fundamental virkelighed. Og det er derfor, vi lever i virtual reality. Derfor er virtual reality lavet af en computer. Derfor findes en ny antagelse. Derfor introduceres nye antagelser og Gateway. Ja, men Gateway-dokumentet er virkelig.

Men at CIA beviste simulationen, det er ikke en retvisende beskrivelse. For det første er dokumentet skrevet af Wayne McDonnells fra U.S. Army Operational Group. At en kopi senere findes i CIA’s deklassificerede arkiv, gør ikke teksten til en videnskabelig konklusion fra CIA. For det andet er dokumentet en analyse gateway -experience. McDonnell forsøger at skabe en teoretisk ramme omkring programmets forståede mekanismer. Han trækker på en blanding af kilder og

spekulative modeller. At et efterretningsorgan undersøger en idé, er ikke det samme som idéen er blevet bekræftet. Efterretningstjenester undersøger netop udtryk og muligheder. De spørger om det kan bruges. Er der noget her? Hvad gør modstanderen? Hvad er risikoen, hvis det virker? Undersøgelsen i sig selv er ikke beviset som Gateway. Det er en ægte og fascinerende historisk kilde, men som dokumentation er den i virkeligheden meget svag. Så regningsproblemet, ja. Så har vi måske den største kildekindling.

Hvor meget computerkraft kræver et univers egentlig? Hvis man kan simulere hver partikel, hver kvantefelt, hver interaktion i et observerbart univers med fuld præcision, driver ressourcekravet, så er ikke det næsten ufatteligt. Og her svarer simulationsudviklingen ofte. Man behøver ikke simulere alt, kun det observerbare. Men det skaber nye problemer, for det observerbare univers er allerede enormt. Hvis observationer ikke begrænses til det, mennesket kan se med øjnene. Teleskoper registrerer lys, der er rejst i milliarder

år. Vi undersøger den kosmiske mikrobølge fra området. Vi observerer galaxer fra universets ungdom. Simulatoren skulle enten have beregnet denne historie og genereret en fuldstændig konsistens over tiden, når vi undersøger den. Måske kan det lade sig gøre, men læg mærke til bevægelsen. Hver gang en fysisk begrænsning opstår, kan hypotesen reddes ved at gøre simulatoren endnu mere avanceret. Til sidst risikerer simulatoren næsten at få en guddommelige egenskaber. Så er vi ikke længere sikre på, om vi arbejder med fysik, metafysik eller teknologi eller

teologi med computerord. Hvis vi skal se på, hvad der faktisk holder ihjel, så er vi nødt til at sortere lidt. Vi ved, at den i 2003 publicerede simulationsargumentet og 8. alvor argumentet er en mere sofistikerede end den populære version. Vi lever næsten helt sikkert i mindre tid. Vi ved også, at argumentet skal afhænge af antagelser om fremtidig teknologi, bevidsthed og mange avancerede

simulationer. Vi ved, at fysikere seriøst har undersøgt bestemte simulerede universetscenarier, og det er værd at understrege. Simulationshypotesen befinder sig ikke kun på YouTube. Der findes forskningsartikler, der spørger om bestemte implementationer kunne efterlade målbare spor. Det er en legitim videnskabelig tænkning, men det betyder ikke, at fysikken allerede generelt har accepteret, at universet er simuleret. Vi ved, at moderne fysik beskriver en

virkelighed, der er langt mere fremmed end vores umiddelbare sanser antyger. Relativitet, kvantemekanik, filter, entanglement, kosmologi og ingen af dem beviser simulationen. Men de har gjort det vanskelige ved at fastholde den naive fortælling om, at virkeligheden er grundlæggende og ser ud præcis som den gør for vores menneskelige sanser. Vi ved også, at perception af en biologisk konstruktion, farve er et godt eksempel. Elektromagnetisk stråling har bølgelængder. Den røde oplevelse findes allerede i vores perceptuelle

system. Andre dyr oplever verden gennem andre sanser og andre spekulative spektrale områder. Men det betyder ikke, at verden er udviklet virkeligt. Det betyder, at oplevelsen og fundamentalen beskrivelse ikke er det samme. Hoffman tager dette meget længere. Hans arbejde er interessant at studere og diskutere. Men springet fra evolution optimerer ikke nødvendigvis perception og objektiv sandhed til, at universet af en computersimulation er ikke etableret.

James Gates’ fejlkorrigerende koder er ligeledes reelle, men ikke med automatiske forbindelser. Den computerkode-metaforen overdriver resultatet. Gateway-dokumentet er reelt. Påstanden om, at dokumentet er CIA-bevis for en simuleret virkelighed et holografisk virkelighed, holder ikke. Og så måske det betyder det. Vi har i dag ingen observation, der kræver simulationshypotesen som betegning. Der er ingen kendte glitch. Ingen kendte besked fra programmøren. Ingen observerede pixelgrænse, der kun giver mening fra

computersimulationen. Ingen eksperimentel måling, hvor det bedste etablerede forklaring er, at universet kører på ekstern hardware. Det betyder ikke, at hypotesen er umulig. Det betyder, at evidensniveauet er et helt andet end muligheden. Og det er altså hele forskellen. Kigger vi på en afvejning her, ja. Så spørgsmålet er, lever vi i en simulation? Det mest præcise svar er, at vi ved det ikke.

Måske er det mere interessant end både hjerte og ej. Simulationshypotesen tvinger os til at skille os mellem tre spørgsmål, der ofte bliver blandet sammen. Det første er, kan virkeligheden være fundamentalt anderledes end den verden, vores sanser viser os? Og her svarer næsten svaret, ja. Det ved vi allerede. Vores sanser viser ikke rette bølger. De viser ikke kvantefelter. De viser ikke rumtidens krumning. Den giver os en biologisk brugbar verden. Det andet spørgsmål er, kan en bevidst verden

eksistere som en kunstig skabt informationsstruktur? Igen, vi ved det ikke. Vi har endnu ikke skabt en kunstig verden, hvor vi kan dokumentere desse indbyggere og subjektive oplevelser. Og det tredje, er vores univers faktisk sådan en verden? Men her mangler beviset. Måske er det det, universitetet får lov til at stå på. Brostrøms argument er interessant netop, fordi det ikke kræver mærkelige lys på himlen eller skyvende dokumenter. Det tager vores egen teknologiske udvikling og følger en bestemt logik fremad.

Hvis bevidstheden kan simuleres, hvis simulationer overlever, hvis de får enorme beregningsressourcer, og hvis nogen af dem skaber enorme mængder bevidst i verden, så ændrer statistikken sig. Men hvad er de små ord, der er, hvis de bærer altså en enorm vægt? Måske når ingen så langt. Måske kan et bevidsthed ikke kopieres til en computer. Måske er universet fundamentelt ikke beregnet på den

måde. Måske findes der etiske eller fysiske grænser. Eller måske sidder der et sted ude på et virkelighedsniveau, hvilket ikke er ord for nogen, der for længst har løst alle de problemer. Det kan vi fortælle historier om, men historier er ikke beviser. Og alligevel er der en ting, hvis i simulationshypotesen, jeg synes er svære at ryste helt af sig. Forestil dig, at den er sand. Ikke bare måske. Forestil dig, at vi faktisk lever en simulation. Du står op om morgenen. Solen står og kommer op.

Kaffen smager på samme måde. Regnen er våd. Din familie er stadig din familie. Et menneske, du elsker, betyder ikke mindre for dig. Smerte gør stadig ondt. Glæde føles stadig som glæde. Universet bliver ikke pludselig uvirkeligt. Vi har bare opdaget noget om det dybeste lag, og måske er det den mærkeligste konsekvens af hele historien. For hvis vi endda kunne bevise, at universet er simuleret, ville livet stadig være vores virkelighed. Vi ville stadig stå her på en lille

planet omkring en almindelig stjerne og forsøge at forstå det system, vi er en del af. Om vi så kalder det natur, er det matematik, information eller vores gåde. Tak fordi du lyttede med. Tak fordi du lyttede med.

Open the transcript file

Hosts and Guests

Nobody is credited on this episode yet.

Credit the people on this episode

Be the first to rate this episode

More episodes

All episodes
  1. Gunung Padang – Den 27.000 år gamle pyramide, som videnskaben afviste

    Nov 18, 20261 hr 4 minAudio

    Gunung Padang - Den 27.000 år gamle pyramide, som videnskaben afviste Hvad sker der, når forskere hævder at have fundet verdens ældste pyramide - og deres videnskabelige artikel pludselig bliver trukket tilbage? Dybt...

    Credit the people on this episode

  2. The Lost Cosmonauts – Sendte Sovjetunionen mennesker i døden før Gagarin?

    Nov 11, 202652 minAudio

    The Lost Cosmonauts - Sendte Sovjetunionen mennesker i døden før Gagarin? Var Jurij Gagarin virkelig det første menneske i rummet? Eller sendte Sovjetunionen hemmelige kosmonauter af sted, som aldrig vendte tilbage?...

    Credit the people on this episode

  3. Admiral Byrd – Hvad fandt USA egentlig i Antarktis?

    Nov 5, 202648 minAudio

    Admiral Byrd - Hvad fandt USA egentlig i Antarktis? I 1946 sendte USA en enorm militærstyrke til Antarktis. Omkring 4.700 mand, 13 skibe og adskillige fly deltog i Operation Highjump under ledelse af en af verdens mest...

    Credit the people on this episode

  4. Flat Earth – Hvad hvis Jorden virkelig er flad?

    Oct 28, 202650 minAudio

    Hvad nu hvis noget af det mest grundlæggende, vi har lært om vores verden, er forkert? Flat Earth bliver ofte affejet som en af internettets mest bizarre konspirationsteorier. Men hvad sker der, hvis vi i stedet tager...

    Credit the people on this episode

  5. Shambhala & Agartha – Findes der en skjult civilisation under Jorden?

    Oct 3, 202642 minAudio

    Findes der en skjult civilisation under vores fødder? I århundreder har fortællinger om Shambhala og Agartha beskrevet et skjult rige med gammel viden, mystiske herskere og forbindelser til en verden langt fra vores...

    Credit the people on this episode